søndag den 22. januar 2012

Boganmeldelse: Slank på den fede måde

Den nye e-bog, Slank på den fede måde, er det første danske forsøg på at give en reel indføring i stenalderkosten. Bogen er ret kort - nogle og tredive sider - så du skal ikke forvente dig en større videnskabelig udredning af livsstilens lyksaligheder. Her henviser forfatteren Ulla Lauridsen til populære, amerikanske Paleo-navne som Robb Wolf og Mark Sisson. Hvilket sikkert er klogt nok. Til gengæld er den skrevet i et klart, jordnært sprog og byder fx på følgende fornuftige argument for kostformen:

Forestil dig, at du bliver smidt ud i faldskærm over Sibirien: Du lander i et øde skovlandskab og giver dig til at vandre langs en flod (så har du i det mindste vand at drikke) ud mod kysten. Hvad kan du spise? Æg, fisk, fugle og pattedyr kan altid spises. Der findes praktisk taget ingen hvis kød er giftigt, selvom dyret måske har gifttænder eller giftig hud (hvilket er sjældent). Måske kan du tænde ild og stege de dyr, du kan fange, men du tager ingen skade af at spise det friske kød råt. Sjovt nok er der heller ingen former for kød, som det er almindeligt at udvikle allergi over for.
Men hvad med planterne? Dit gæt er lige så godt som mit. Langt de fleste planter er giftige i en eller anden grad. Nogle giftstoffer kan neutraliseres med kogning, men du har desværre ingen gryde, og det er umuligt at se forskel på de giftige og de ugiftige bær og blade. Jeg håber og tror, at du vil holde dig til kødet og de få planter, du genkender med sikkerhed. Under de betingelser har menneskeheden udviklet sig – kødet har været sikkert, fedtet på dyrene har været vores energikilde, planterne har været en bonus og et godt tilskud af vitaminer.
Læsere af denne blog har igennem de sidste fire år fået argumenterne banket ind i hovedet med stenalderkøllen. Det er for længst gået op for os, at en kost baseret på animalske lækkerier inklusive fedtkanter, æggeblommer og indmad suppleret med grønt i læssevis, frisk frugt og nødder er ideel for  mennesket. Rodfrugter, boghvede og ris er acceptable kilder til stivelse, mens kornprodukter og moderne planteolier nægtes adgang til indkøbsvognen.

Det er ligeledes klart for os alle, at fødevarernes kvalitet er alfa og omega. Økologisk dyrkede planter er at foretrække, mens animalia skal være behandlet ordentligt og især artsrigtigt. Det vil sige, at køernes kost skal være hovedsagligt græs, hønsene skal gå frit og spise biller og orme, fiskene skal være vildtfanget og ikke opdrættet (med sojakager og skodolier i foderet) osv. osv. 

Tilhængere af stenalderkosten opdager desuden, at trangen til at snacke hver anden time forsvinder så småt. Og det er der også god mening i ifølge bogen, der retter følgende kritik mod de gængske slankeråd: 

Ved du, hvad læger og diætister råder appetitløse syge og gamle mennesker til? At spise mange små måltider, fordi man på den måde kan tage flere kalorier indenbords på en dag. Er det ikke fantastisk, at man råder overvægtige mennesker til det samme?

Bogen er nok i virkeligheden mest anvendelig der, hvor du vil give en god ven eller en ægtefælle et skub i den rigtige retning. Du har måske lokket vedkommende herover på bloggen, hvorefter han/hun er vendt tilbage med ord som fanatisme, tosset brødfornægtelse og pseudo-videnskab. Måske kan du få dem til at læse denne korte bog og måske få lyst til at læse mere.


6 kommentarer:

  1. Tusind tak for en god og fair omtale :-)

    SvarSlet
  2. "Det vil sige, at køernes kost skal være hovedsagligt græs, hønsene skal gå frit og spise biller og orme, fiskene skal være vildtfanget og ikke opdrættet (med sojakager og skodolier i foderet) osv. osv."

    Bare nysgerrig, men er konsekvensen af disse vejledninger ikke vegetarisme? Hvor mange dyr, som kan købes i Danmark, er sammenlignelige med dyrene anno stenalderen.

    Selv hvis koen går frit, så tilhører den en kunstig art, som menneskeheden har fremavlet, og som har egenskaber der ikke fandtes i stenalderen.

    Bare nysgerrig...

    SvarSlet
  3. Nej, men skal bare efterspørge de gode varer. De findes. Netto har vildtfanget laks på frost, sardiner og muslinger er vilde. Australsk og newzealandsk kvæg gå på græs lissom danske frilandsdyr (i nogen grad). Der findes også nogle danske producenter, der fokusere på græsfodring. Økoæg er okay, plantageæg bedre, men find en æggeproducent med holdning til foder.

    Det er en overdrivelse at kalde koen for en kunstig art. Det er en drøvtygger, og de har været her lige så længe som mennesket. Hovedsagen er, at de omdanner solens energi til menneskeføde.

    Husk, vi prøver ikke at efterligne stenalderen, men at give kosten et indhold, som enten ligner den, vi har trivedes på i årtusinder, eller ikke giver nogle problemer (som gluten gør, som dårlige fedtstoffer gør, som for meget fruktose gør, som industrikød gør etc.).

    SvarSlet
  4. Hej Budzinski.

    Jeg har netop savnet noget lignenede på dansk, som jeg kan give til venner og bekendte. Ikke for kort, men heller ikke for langt - for så ved jeg at de ikke får den læst :-)

    I hvor høj grad kommer den ind på de andre sundhedsgavnlige virkninger ift væggtab?

    Kan du sige mere om bogens kvalitet generelt? Er den pædagogisk og indbydende? Ikke for megen tør "videnskabelig" tekst, men god luft, illustrationer, osv?

    Ulla, læser du stadigt med her, skal du være velkommen til også at kommentere :-)

    SvarSlet
  5. Teksten er pædagogisk, letlæst og levende og ikke udpræget videnskabelig. Illustrationer er der ingen af i min version. Det er som sagt en god gennemgang, der mest henvender sig til dem, der vil give venner og bekendte en fornemmelse, at dette stenalderkostkoncept ikke kun er noget, de har i det store USA, men også er udbredt herhjemme.

    SvarSlet
  6. Jeg har nu prøvet at leve af "stenalderkost" i en længere peroide. Jeg må sige, at det virker og jeg har tabt mig. Dog synes jeg, at det kan være svært at overholde denne livsstil, når man, som jeg, har stor rejseaktivitet. Det er svært at få fat i mellemmåltiderne, har jeg erfarret. Men med lidt stædighed kan det lykkedes. Så alt i alt er denne livsstil en god mulighed for, at undgå de ekstra kg og "sukker" humørsvingningerne :-)

    SvarSlet