Jeg har altid fuldstændigt ignoreret de ideer om salt, som kolporteres i Paleo-biblen The Paleo Diet (ganske som jeg har ignoreret Cordains råd om at smøre hørfrøolie på mit oksekød og gnaske frugter ad libitum). Salt smager bare for godt. Groft salt på det stegte flæsk eller i culottens fedtkant for ikke at tale om på det blødkogte æg. Og hvad ville smør være uden salt?
Paleofolkets saltaversion synes at bunde i videnskabelige fakta. Blandt palæolitiske fund som økser, spyd og og pilespidser glimrer saltkværne med deres fravær, og man må formode, at stenaldermanden ikke spankulerede rundt på savannen med sådan en i bæltet. Ikke desto mindre har jeg lystigt saltet min mad - altid. I min ungdom (præblog, præ-kostforståelse-på-et-højere-plan) påstod jeg, at jeg havde et stort behov for salt til stor moro for mine kammerater. I dag ryster de fleste (men færre og færre egentlig, hæ hæ, we are winning :-) ) på hovedet af mine kostvalg, og det tilsyneladende store forbrug af synligt salt drukner lidt i sammenhængen.
Som jeg skrev HER for over fire år siden, så er hele det konventionelle salthysteri baseret på politisk fnidder snarere end reelle sundhedshensyn. Gary Taubes viste med sin artikel, at der var uendeligt lidt at hente for almenvellet ved at skære ned på saltindtaget. Paleofolkets manglende saltning får nu også et gok i nødden, og det et ordentligt et af slagsen fra dr. Colin Champ også kendt som The Caveman Doctor.
I sit indlæg, Salt - Collateral Damage in the War on Fat, beskriver han, hvorledes vi faktisk har et fysiologisk behov for salt og ikke mindst, hvis vi spiser en low-carb paleo diet! Læs artiklen. Den er fuld af referencer og desuden morsomt skrevet.
Det er en kendt sag, at man automatisk kommer til at indtage mindre skjult salt, når man begynder på paleo eller en anden kostform med fokus på Real Food. De saltede færdigvarer holdes på et minimum (knorr-sager og deslige, chips, 'sovse' osv.). Hvis man oven købet køber ideen om, at der ikke skal salt på maden, ja, så ryger man på et tidspunkt ud i decideret saltmangel ifølge dr. Champ. Og han giver endvidere denne saltmangel skylden for, at så mange paleofolk med tiden begynder at klage over træthed og sløvhed.
Salt og salt er dog ikke det samme, og det anbefales, at man holder sig til havsalt eller himalayasalt. På billedet ovenfor (ja, det ER elendigt og taget med en tudsegammel iPhone 3) ser vi et par eksempler på salt, som det findes her i husstanden. Posen med Celtic Sea Salt i midten har jeg fået gratis ifm. med et eller andet webkøb, mens det Franske Middelhavssalt til højre er indkøbt for 9,95 i Rema1000 og ideel til saltkværn. Havsalt indeholder masser af andre brugbare mineraler ud over natriumklorid, der til gengæld findes i sine reneste, mest industrialiserede form i æsken til venstre.
Hvis du ikke gider at læse Dr. Hulemands artikel, så scroll i det mindste ned til hans 'Summary', hvor du fx kan læse, at saltmangel kan føre til overvægt, og at salt er übervigtigt, hvis du træner hårdt (og hvem gør ikke det!?)
Bundlinjen: Spis godt salt til din mad, hvis den er baseret på råvarer - og især, hvis du kører en low-carb paleo. Og ... prøv med salt, inden du giver hormoner, kulhydratmangel eller skjoldbruskkirtlen skylden for, at du har ramt muren på din stenalderkost.
PS - Colin Champ har i øvrigt også en podcast med den fysiske træner Roger Dickerson - tjek den ud på iTunes, den hedder Relentless Roger and The Caveman Doctor. Den er ganske hyggelig.
Jeg spiser en blanding mellem lchf og paleo, og meget real food. Siden jeg jeg begyndte på det har jeg haft en absurd salttrang! Jeg har aldrig brudt mig om chips før i tiden, men nu er min yndlings fredagssnack grøntsagsstave med nøddesmør(som jeg drysser med salt ummmm).
SvarSletOverlæge Niels Graudal, udgav d.21-05-2013, en artikel, som påpeger, at vi måske skal fordoble vores Salt forbrug, da for lavt Salt forbrug, laver problemer med vores hormoner! Så fra at normalen har været 3 - 5 Gram per dag, er det nok mere 5,7 gram og 11,5 gram per dag, som burde være standard!
SvarSletOg ja, hvad sker der for de skeptikere, som prøver på at påstå, at Paleo er uden Salt, når der trods alt var Havet samt Stensalt!!! Nogle gange, bliver de her Paleo Fanatikere lidt for dumme at høre på, for min idé om Paleo, er hvad der var TILGÆNGELIGT, ikke hvad de nødvendigvis spiste! Men sjovt nok, kom alle disse ting ind i kosten senere, ligesom Mælk, Ost osv, som også er bevist at de benyttede sig af, i.flg.: Bladet Nature, som er et videnskabeligt Magazin, der med seneste DNA videnskab, kunne bevise, at Ost var en ganske god Spise :)
God artikel forresten!!! :)
SvarSletTak for rosen. Men det er op ad bakke, min ven. Meget tyder på, at de nye kostråd anbefaler, at vi skal ned på 3 g salt om dagen. Plus spise mindre mættet fedt og kun rødt kød to gange om ugen. Mage til tosser ...
SvarSlet