tirsdag den 19. oktober 2010

Krokodiller på menuen er godt for hjernen

Image: Michael Elliott / FreeDigitalPhotos.net

Selv om beviserne vælter ind på, at vi mennesker har været kødspisere i millioner af år, findes der stadig folk, der hellere vil fortælle historien om urmennesket som beboer i et vegetarisk, forhistorisk paradis. Endnu et hak i tuden på sidstnævnte våde veganerdrøm kommer nu fra denne artikel fra National Geographic: Krokodillekød satte skub i hjernens udvikling.

Kort fortalt, så har man i det nordlige Kenya fundet stenredskaber og knogler fra slagtede skildpadder, krokodiller og fisk. Redskaber og knogler er 1,95 millioner år gamle.

Faktisk blev der på lokaliteten fundet rester af 48 forskellige dyrearter inklusive pattedyr som næsehorn, flodheste og antiloper. Karakteristisk var det, at dyreknoglerne i mange tilfælde havde skæremærker fra stenredskaber, hvilket indikerer en intens fortæring af dyrene.

Den rigelige mængde animalsk fedt og protein menes at være årsagen til, at vor forfader Homo Erectus fik større og større hjerner dengang for et par millioner år siden - og at de således kunne udvikle sig til sådan nogle som os.

Det er David Braun, arkæolog ved University of Cape Town i Sydafrika, der har stået i spidsen for undersøgelsen, der refereres til i artiklen. Undersøgelsen blev offentliggjort i internetudgaven af tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences i starten af juni måned 2010.

Undersøgelsen fortæller i øvrigt intet om, at urmennesket skulle have spist brød, sojaprodukter og moderne planteolier - og hvordan de overhovedet har kunnet overleve uden disse livsnødvendigheder, er naturligvis stadig et mysterium ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar