Hvornår er det lige, at man ikke har de 15 minutter, det tager at lave et frisklavet måltid til sin familie, og derfor tyr til en slatten færdigret?
Som minimum kan man da altid slå et dusin æg ned ud i en pande evt. oven i en gang løg og karry letristet i klaret smør. Hertil serverer du et lille kilo grønsager i stave - agurker, gulerødder, bladselleri, kinaradise - med en god creme fraiche-dip med citron, hvidløg og persille (fås hakket og frosset, så ingen undskyldning dér) og halve blommetomater og blomkålsbukketter. Og hvis man absolut vil have ekstra stivelse til - ikke noget, jeg vil anbefale - så smør et par skiver rugbrød med godt med økologisk smør. Det tager blot 50 sekunder og de færreste skade af.
Hvis man ikke kan lide spejlæg, så rør dem sammen i panden med en spisepind og lad dem sætte sig ved svag varme. Og salt dem først, når de er færdige.
Det her måltid kan laves på 15 minutter, og det siger sig selv, at det er enhver færdigret overlegen - prøv selv at læse på varedeklarationerne rundt omkring!
Bonusinfo: Hanegal laver nogle økologiske og velsmagende færdigretter, fx lasagne, men de er naturligvis også proppet med stivelse ... brug dem i nødstilfælde.
Kyllingekebab-salat
2 dage siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar