Jeg var nødt til at hente mig en kopi af Hvad er det du spiser i min lokale boghandel. Den synes skrevet af to velmenende økologer, men er så fordrejet over i det vegane, at jeg nær fik min laksemousse med løg, brøndkarse og tre slags tomater galt i halsen allerede halvt igennem bogens introduktion.
Foreløbig har bogen skabt debat på grund af sin 'afsløring' om, at havre er kræftfremkaldende. Du kan læse Politikens dækning af den sag her, her og her.
Vi skal dog ikke længere ind i bogen end - som sagt - til introduktionen, før kæden hopper af for Søgaard og Østergaard. De har som research læst en bog, som alle faktisk bør læse: Weston A. Price's Nutrition and Physical Degeneration. Tandlægen Price rejste i 1930'erne verden rundt og tjekkede tænder hos primitive folkeslag i de randområder, hvor 'civilisationen' så småt var ved at melde sin ankomst.
Kort fortalt fandt han ud af, at folkeslagene i Alaska, Afrika, Asien, Australien og svært tilgængelige områder i Svejts havde perfekte tænder og et superhelbred på deres oprindelige kost. Og at de begyndte at udvise dårlige tænder og dårligt helbred, når de begyndte at spise lige som os vesterlændinge.
Søgaard og Østergaard skriver: Han kunne vise, at så længe folkene levede af deres traditionelle kost, havde de både sunde tænder og kæber, der var brede nok til, at alle tænder kunne få plads. Men så snart den "civiliserede" kost med for meget dyrisk protein, hvidt brød, raffineret sukker, dåsemad osv. blev indført, gik det tilbage. Caries blev udbredt og børnene fik smalle kæber uden ordentlig plads til tænderne".
Læg mærke til, hvad de gør. De lister et "for meget dyrisk protein" ind i sætningen - UDEN AT HAVE DET MINDSTE BELÆG FOR DET! Her er der tale om revisionisme i værste David Irving-stil. De oprindelige folkeslag spiste masser af dyrisk protein og dyrisk fedt for den sags skyld. Aboriginerne gnaskede wallabyer i sig. Eskimoerne spiste fisk og caribou-hjorte i massevis. Afrikanere som fx de flotte Masaier rådrak mælk og blod fra deres kvæg. Og de herlige isolerede svejtsere spiste ost, så det stod ud af ørerne.
Og det lægger Price ikke skjul på i sin bog. Faktisk har disse to makronutrienter - fedt og protein - været årsag til, at mennesket hen over 2 millioner år kunne udvikle sig til det fine væsen, vi (potentielt) er i dag. Det er påvist af dr. Loren Cordain og helt udenfor diskussion.
Så mens du ikke bør tage Sø- og Østergaards ord for gode varer, når de bagtaler havre (knækbrød, pomfritter, chips er langt værre akrylamidmæssigt), så kan du også roligt forkaste deres historieforvanskning, når de påstår, at de oprindelige folk blev syge og fik dårlige tænder af "for meget dyrisk protein". Det er nemlig helt hul i hovedet.
Nå, jeg læser lige bogen færdig. Jeg er sikker på, at der er nogle kloge ord at hente - det er bare synd, at forfatterne er så forblændede af deres vegantosserier, at de misbruger en legende som Weston A. Price.
Spis med helse!
Tournedos med svampe og syltede rødløg
1 dag siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar