torsdag den 10. juni 2010

Sardiner, Rosedale og Speedo Boot Camp

Sardiner er en kongespise. Rene proteiner, omega-3-fedtsyrer og godt med naturlige mineraler i skelettet. De passer også godt ind i The Rosedale Diet, der de næste fire uger danner basis for Kostbloggerens Speedo Boot Camp. Join the fun!

Oven for ser du dagens høst fra Netto: 11 dåser sardiner af den 'berømte' Henri IV-slags. Sardiner er en af de mest ultimative paleo-fødevarer. Her spiser man hele dyret med rogn, sener, skind og skelet og får en omgang prima protein, gode omega-3-fedtsyrer fra en fisk, der ligger lavt i fødekæden og derfor ikke er særligt kontamineret med det skidt, der ellers fylder klodens oceaner. Det eneste problem med sardiner er, at producenterne ofte sovser dem ind i tomatsovse eller olieblandinger, som indeholder nymodens planteolier såsom solsikkeolie eller rapsolie. Disse kan man selvfølgelig skylle af. Men bedst er det, når man finder sardiner, der ligger i olivenolie, sådan som ovenstående. Faktisk er de så sjældne gæster i Kostbloggerens supermarkeder, at hele hylden rives ned i indkøbskurven, når de endelig er til salg. Lidt groft, ved det godt.

Faktisk er en dåse sardiner i olivenolie en ganske udmærket frokost, når man fx spiser lidt løg og tomater til, en avocado, noget bladselleri, asparges eller andre gode grønne grønsager. Lidt tørrede mandler er også et godt supplement til retten. Sardinerne er fundet i Netto til 10 kr. dåsen, så løb, gå ikke, ned til den nærmeste og ryd hylderne. Og lad høre, hvor mange du fik med hjem ;-)

Ron Rosedale & Leptin
Jeg læste for nogle år siden dr. Ron Rosedales bog, The Rosedale Diet, hvor han i en nøddeskal hænger lowcarb-principperne op på de nyeste opdagelser af Leptin. Bogen gennemgår teorierne ganske fornuftigt, men jeg lagde bogen lidt væk, da jeg opdagede, at han var forbeholden over for mættet fedt. Alt, hvad jeg har lært de seneste år, kan næsten opsummeres i begrebet: Vær ikke bange for mættet fedt.

Rosedale var gæst hos Jimmy Moore her forleden, og jeg lyttede med fornyet interesse. Hans modstand mod mættet fedt er nemlig temmelig velunderbygget - og så gælder den altså kun den første fase i hans kostplan.

Hans præmis er denne velkendte: Hvis man vil være sund, så skal man skifte fra at være en sukkerbrænder til en fedtbrænder. Men når kropsfedtet primært består af den mættede palmitinsyre, hvorfor så hælde ekstra mættet fedt på bålet, hvis man vil tabe sig? Hm, god pointe, sådan umiddelbart. Et andet kardinalpunkt for Rosedale er, at vi skal passe på med at overspise protein. 1 gram pr. kilo fedtfri kropsvægt er tilstrækkeligt, siger han. Og det giver mening. Protein, der ikke bruges i kroppens vedligehold, omdannes til sukker. Samtidig kan der være nogle problemer ved selve denne omdannelse, nogle uheldige biprodukter, som ikke ligefrem er helsebringende.

De seneste to år har jeg hældt tonsvis af mættede fedtsyrer indenbords, så det er helt sikkert, at jeg forbrænder dem ganske nemt. Der sidder dog stadig nogle genstridige kilo omkring maven, så for at få dem af vejen her inden Speedo-sæsonen, så skal Rosedales ideer testes. Derfor bestod morgenmaden i dag af hans Eggs Benefit, der består af to pocherede æg oven på en avocado med en sovs bestående af lidt flødeost, hørfrøolie, citronsaft, rosmarin, chili og salt/peber. Rosedale foreslår yderligere et ekstremt lowcarb-brød, men det er lissom imod Kostbloggerens religion ...

Oven i en kostplan med meget omega-3, netop tilstrækkeligt protein, få kulhydrater og godt med fedt foreslår Rosedale en række kosttilskud, som jeg, what the heck, også har taget med i programmet:

Carnitin og Arginin morgen og aften på tom mave. Hertil Glutamin om aftenen.

Torskelevertran, C-vitamin, E-vitaminER, magnesium, kalium, Co-Q-10, chromium picolinate og liponsyre til morgenmaden plus noget af det igen til aftensmaden. Og multivitaminer (uden jern).

Kosttilskud, siger du, spiser vi det? Tjah, jeg tager faktisk ofte både D-vitamin og fiskeolie. Plus i perioder en multipille. Lipon-syre og magnesium indimellem på Dr. Mike Eades' anbefaling. Man må prøve sig frem.

Fire uger på Rosedale skulle gerne resultere i fuldgyldig Speedo-form. Eller noget deromkring. God sommer!

PS - Tjek Rosedales principper ud på hans hjemmeside. Der ligger også nogle gode youtuber med ham, hvor han diskuterer leptin.

9 kommentarer:

  1. God fornøjelse -lyder spændende.

    Jeg er ikke så meget til sardiner og den slags- men savner ordentlig tun
    Når jeg er i Irma køber jeg en del af deres lyse tun i oliven olie.
    men der er desværre ikke nogen irma her i det sydsjællandske.

    SvarSlet
  2. Jeg har tænkt over noget

    Er det så helt forkert at kroppen foretrækker at bruge de korte og mellemlange fedtsyre som i kokosolie og ghee ? som der ellers står på rigtig mange sider ?/bøger.
    En forklaring på at det er bedre at bruge ghee/kokosolie end meget olivenolie når man vil tabe sig...
    jeg må indrømme at jeg ville ikke være vild med Rosedale teorier om mættet fedt - men at spise mere fiske olie er nok fint ;)

    SvarSlet
  3. Der er i hvert fald min opfattelse, at kroppen meget nemt forbrænder MCTs, altså de mellemlange fedtsyrer (C8 og C10), som der er mange af i kokosolie og ghee.

    Rosedale fortalte til Jimmy Moore, at han anbefalede at skære ned på det mættede fedt i den indledende fase - simpelthen for at få cellerne til at forbrænde det kropslige, mættede fedt frem for det fra kosten. Det var dog ikke et kardinalpunkt for ham. Hvis man beholder en stor andel af mættet fedt i kosten, skal man bare ikke regne med at tabe sig så hurtigt. I en almindelig, dagligdags vedligeholdende diæt er der masser af plads til godt gammeldags mættet fedt, siger han ;-)

    En anden pointe, som Rosedale har, er denne. Vi snakker tit om, at der er et vindue med den perfekte blanding af Omega 6 og Omega 3, lad os bare sige 2:1. Det er et fint niveau, siger han, HVIS VI ALTID HAVDE SPISTE SÅDAN! Men det har vi ikke. Vi har fyldt os med Omega 6 i mængder på måske 50 gange Omega 3. Vores celler er derfor overproppede med O-6. Rosedale siger, skær helt ned på O-6 og spis mange 0-3 ... i en periode. Simpelthen for at råde bod på de mange år, vi har spist forkert (læs: margarine, konventionelt kød, planteolier, jordnødder, valnødder, sojaolie, majsolie, pistachionødder osv.).

    Så ... Go Fish!

    SvarSlet
  4. Hej.

    Det lyder spændende.
    Held og lykke med projektet:-)

    Træner du egentlig?
    Hvad synes du om TNT folkens tilgang, hvor man spiser kulhydrater efter træning?

    Mvh.
    Ronni

    SvarSlet
  5. Kulhydrat efter hård træning giver god mening, idet glykogendepoterne jo skal fyldes op af et eller andet. Spiser man ikke noget sukker, så vil leveren jo bare lavet noget ud af protein primært, og det er ikke smart, hvis man vil bygge lidt muskel og reparere skaderne. Lidt fruktose er heller ikke af vejen her, da det kan blive til leverglykogen. Hvis man er en god fedtforbrænder og træningen blot har været kredsløbstræning, så er det måske mindre hensigtsmæssigt at fylde kulhydrater på i særlig stor grad.

    Og med kulhydrater mener vi selvfølgelig paleo-varianter som grønsager og frugt, søde kartofler og andre knolde, muuhligvis lidt ris, og så måske lidt alm. sukker/honning/sirup ...

    Jeg har noget knas med knæet, som gør, at jeg ikke har den store succes med løbetræning, så det bliver til nogle cykelture og så styrketræning/cirkeltræning. Et par gange om måneden kan jeg godt lidt at lade være med at spise efter hård træning for at mærke den der hormonkaskade, der følger. Det er efter Sissons anbefaling og har sikkert grund i, at vi i fortiden nok også lærte at tilpasse os en fejlslagen jagt fra tid til anden.

    TNT læste jeg i 2008 og satte den på min Stærk Anbefalede Bøger-liste her på siden. Jeg har dog ikke brugt metoden, fordi jeg i starten af mit bloggeri var meget fokuseret på low-carb (nu er jeg mere over i paleo-carb-lejren, men stadig ret 'low'). Ingen tvivl om, at Volek er en god forsker, der laver anvendelige planer for atleter.

    SvarSlet
  6. Sjovt du nævner Sisson, er lige blevet færdig med hans bog og har lige fået hans kogebog ind af døren.
    Jeg overvejede faktisk selv en ide ala Primal nutrition møder TNT.

    Det der med ikke at spise noget efter træning, tror jeg ikke bliver noget hit for mig..

    SvarSlet
  7. Ronnie - læs denne post fra Mark Sisson. God forklaring: http://www.marksdailyapple.com/post-workout-fasting/ - og som sagt er det blot noget, han anbefaler, at man gør en gang imellem.

    SvarSlet